Fra og med sommeren 2025 er Tegne med Vera en del af KulturMix. Vera Barros har gennem snart 10 år med succes udbudt en vifte af kurser for både børn,unge og voksne på forskellige adresser i hovedstaden. 

Tegne med Vera er en "skole i skolen", med helt sin egen faglige profil, og vi i KulturMix er både glade og beærede over at kunne byde Vera Barros velkommen indenfor i vores fællesskab. Ambitionen er, at I som kursister oplever nogle mere strømlinede processer omkring tilmelding, betaling og kommunikation, samtidig med at Vera får frisat tid og energi til at gøre endnu mere af det, hun virkelig brænder for: at dele ud af sine evner og erfaringer som kunstner til nysgerrige, engagerede og åbne elever.

Veras fokus er på den enkelte elevs personlige, kunstneriske udvikling - at hjælpe eleven til at finde sin egen personlige profil. Det betyder, at hun ikke begrænser sig til at undervise i en enkelt teknik, men åbner hele spektret for eleverne. Voksne starter normalt med tegning, og mange fortsætter med akvarel. Man kan også fortsætte tegningen med kul, farvet soft pastel, tusch, osv.

Tegne med Vera er ikke en konkurrent til vores mangeårige afdeling TegneskoleKBH. Tværtimod supplerer de to kunstskoler inden for rammerne af KulturMix hinanden på glimrende vis, med forskellige tilgangsvinkler til både det kreative og det pædagogiske. I mange tilfælde vil et kursus hos Tegne med Vera være den perfekte forberedelse til at give sig i kast med den mere hardcore indlæring af klassiske teknikker, som er TegneskoleKBH's kendemærke.